Kommuneplan
2017

Du er her: Home / Hovedstruktur / By og land

By og land

Byerne og landdistrikternes roller og samarbejde

Bymønster
Bymønstret beskriver Slagelse Kommunes netværk af byer, landsbyer, landdistrikter og øer med henblik på en rollefordeling og et samspil, som kan medvirke til at skabe sammenhæng og løfte udviklingen i hele kommunen. Den ønskede udvikling, som både vægter byer og det åbne land, nødvendiggør en rolle- og arbejdsdeling. Frem for at der i alle områder satses på de samme funktioner og den samme udvikling, inddeles kommunen i en struktur, hvor rollerne fordeles, baseret på de enkelte områders styrker, kvaliteter og udviklingspotentialer.


Bymønstret tager udgangspunkt i kommunens tre købstæder og ni mindre byer.

Købstæderne
De tre købstæder – Slagelse, Skælskør og Korsør – er kommunens vigtigste byområder, hvor arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, specialiseret udvalgsvarehandel, kultur- og fritidstilbud og de overordnede servicefunktioner er placeret. Købstæderne er hjem til mere end 50.000 af kommunens godt 78.000 indbyggere, og de rummer funktioner og tilbud, som opfylder en almindelig hverdag for indbyggere og oplandet. De er naturlige omdrejningspunkter for kommunens fortsatte udvikling, som ikke kræver store investeringer i anlæg af overordnede veje eller anden infrastruktur.

Købstæderne skal udvikles i tæt samspil med hinanden, men der skal ske en differentieret udvikling, idet hver købstad har sin rolle, den kan udfylde til gavn for hele kommunens samlede bystyrke og attraktivitet.

• Slagelse by skal fungere som kommunalt og regionalt kraftcenter med styrker inden for uddannelse, sygehusene, videnserhverv, sports- og idrætsfaciliteter, detailhandel og byliv samt bosætning.

• Korsør og Skælskør har fortsat mulighed for at udvikle sig med afsæt i deres identiteter og forudsætninger, og samtidig understøtte kommunens sammenhængskraft og samlede udvikling:

• Korsør skal udnytte byens placering ud til Storebælt og på den øst-vestgående transportkorridor til at udvikle sig inden for turisme, bosætning og erhverv, fritidsliv og bosætning med vandet som det grundlæggende element i Korsørs identitet. 

• Skælskør skal blive ved at udvikle dens eget særpræg som byen, der byder på det gode liv med udviklingsmuligheder inden for turisme, kunst og kultur, nærhed til vand samt bosætning.


De mindre byer
Der er ni mindre byer, som også kaldes ’lokalbyer’, i Slagelse Kommune: Bisserup, Kirke Stillinge, Slots Bjergby, Vemmelev/Forlev, Sørbymagle, Svenstrup, Boeslunde, Flakkebjerg og Dalmose. Byerne har alle mellem ca. 400 og ca. 2500 indbyggere, og de har alle betydning for deres opland i form af dagligvareforsyning, skole, ældrecenter, sports- og fritidsfaciliteter mm.

Byerne fungerer som bosætningsbyer for pendlere til købstæderne og andre større byer, og særligt byer med beliggenhed tæt på natur, kyst og central infrastruktur, såsom Kirke Stillinge, Sørbymagle, Slots Bjergby, Vemmelev og Bisserup er attraktive at flytte til. I disse byer vil Slagelse Kommune prioritere, at der vil være arealer til bolig- og erhvervsudvikling i nye udstykninger.

I de øvrige byer – Svenstrup, Boeslunde, Dalmose (i samarbejde med Flakkebjerg) og Rude er fokus at udvikle byerne til mere attraktive bosætningsbyer. Dette skal ske gennem nye initiativer og ved at prioritere, at der gøres en særlig indsats for at øge attraktiviteten i byerne og ved at understøtte, at der igangsættes samarbejder på tværs af lokalområder. Der skal stadig være mulighed for at udvikle erhverv inden for de rammer, der er til stede i dag.

 

Vil du vide mere

KONTAKT

Slagelse Kommune
Plan
Rådhuspladsen 11
4200 Slagelse
T: 58 57 90 92 
E: plan@slagelse.dk