Kommuneplan
2017

Du er her: Home / Retningslinjer / 6. Landbrug / 6.2 Særlig værdifulde landbrugsområder

6.2 Særlig værdifulde landbrugsområder

Udpegning af særlig værdifulde landbrugsområder er sket ud fra, at de blandt andet har en høj dyrkningsværdi og er i overensstemmelse med kommunens øvrige retningslinjer for det åbne land. Udpegningen skal sikre, at der stadig er landbrugsjord til rådighed. Der er ikke kommet væsentlige ændringer, oplysninger eller viden der ændrer udpegningen fra kommuneplan 2013, hvorfor udpegningen fastholdes i kommuneplan 2017. 

Retningslinjer

6.2.1 Særlig værdifulde landbrugsområder er udpeget og fremgår af kortbilag 6.2.

6.2.2 Arealer, der anvendes til landbrugsdrift, skal i størst muligt omfang friholdes for andre aktiviteter. Ved inddragelse af landbrugsarealer til ikke jordbrugsmæssige formål, bør arealforbruget begrænses mest muligt, især inden for de særligt værdifulde landskabsområder.

6.2.3 Ved inddragelse af landbrugsjord til byvækst, tekniske anlæg samt ferie- og fritidsformål skal der i videst muligt omfang tages hensyn til de berørte landbrugsejendommes struktur- og arronderingsforhold samt til arealbehov, investeringsniveau og mulighederne for jordfordeling.

6.2.4 Ved opførsel af nye miljøfølsomme bebyggelser, rekreative områder, udlægning af byzoner mm. skal der sikres en passende afstand til eksisterende landbrug, så lugtgenekriterierne ikke strammes i forhold til de allerede eksisterende afstande. 

Redegørelse

Ad 6.2.2
Forudsætningen for at bevare et bæredygtigt jordbrug er, at der er størst mulig investeringssikkerhed og fortsat udviklingsmulighed for jordbrugserhvervene samtidig med, at det sikres, at udviklingen ikke sker på bekostning af natur- og miljøbeskyttelsesinteresserne. 

Ad 6.2.4
Ved administration af plan- og miljølovgivningen skal Slagelse Kommune så vidt muligt forebygge nabogener ved ikke at tillade ny bebyggelse og rekreative områder tæt på eksisterende landbrug. Byggeri og rekreative områder tæt på eksisterende husdyrbrug er med til at begrænse landbrugets udviklingsmuligheder, da det stiller skærpede krav til reducering af lugtgener.

De særligt værdifulde landbrugsområder er udpeget ud fra en vurdering af dyrkningsjordens sammensætning, terrænhældning samt mulighederne for tilladelse til markvanding.

Der er udpeget ca. 55 % af kommunes areal. Kommunalbestyrelserne skal mindst en gang i hver valgperiode i samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet udarbejde og offentliggøre en analyse af jordbrugserhvervene, der skal sikre, at de jordbrugsmæssige interesser indgår i de regionale vækst- og udviklingsstrategier, kommuneplanerne og lokalplanerne jf. § 3 stk. 1, i bekendtgørelse om lov om landbrugsejendomme.

Da der ikke er sket væsentlige ændringer siden jordbrugsanalysen anvendt i Kommuneplan 2013, er retningslinjer og områdeudpegning overført fra denne.

Slagelse Kommune vil i dialog med landbruget arbejde for, at landbrugserhvervet udvikler sig under hensyntagen til landbrugets naboer, et rent miljø og en mangfoldighed i natur og landskab og fremme driftsformer der tager hensyn hertil, herunder arbejde for at økologisk landbrugsproduktion øges. Området fastholdes og udvikles fortsat som et jordbrugsområde med størst mulig driftsmæssig fleksibilitet for den enkelte ejendom samt stor investeringssikkerhed.

Vil du vide mere

Retsinformation

 

Jordbrugsanalyse

 

Sammenhængende landbrugsplanlægning, Inspiration til kommunerne, Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen (2012)

KONTAKT

Slagelse Kommune
Plan
Rådhuspladsen 11
4200 Slagelse
T: 58 57 90 92 
E: plan@slagelse.dk